Function Point-måling på Kommunernes Ydelsessystem

Projektet har udført en Function Point-måling af de foreløbige krav i udbudsmaterialet på KY.

Det har fra projektets start været forventningen, at den samlede udviklingsperiode for løsning til Kommunernes Ydelsessystem (KY) i version 1.0 vil være omkring ét år. For at sikre at udbudsmaterialet beskriver en løsning der kan realiseres indenfor en udviklingsperiode på omkring et år, udførte projektet en Function Point (FP) måling af de foreløbige krav i udbudsmaterialet på KY. 

Det vurderes, at udbudsmaterialet indeholder ca. 4.000 FP. Der er anslået en usikkerhed på 20% på dette tal. Kravspecifikationen, der blev anvendt var den, der var gældende den 12. juni 2013 (høringsversionen – se KOMBITs hjemmeside).

Baseret på 200 funktionelle krav

Tællingen er baseret på de første ca. 200 funktionelle krav, der ikke dækker den fulde løsning. Der er gjort den antagelse, at de manglende krav udgør ca. 1/3 af den samlede funktionalitet – og på denne baggrund er vi nået til et samlet tal på ca. 4.000 FP. Konceptet i FP tællingen er, at der kun blev talt funktionelle krav. De ikke-funktionelle krav gør ikke systemet større. De kan naturligvis påvirke kvaliteten og dermed have indflydelse på prisen per funktion point. 

Gennemført som 'grov tælling'

Tællingen af funktion point er gennemført som en ’grov’ tælling. Det betyder, at der ikke er lavet en præcis optælling af dataelementer i alle funktioner. I enkelte tilfælde er der lavet løs optælling af antal dataelementer og tilhørende læsninger/skrivninger, men i de fleste tilfælde har vi anvendt modellens gennemsnitstal. Metoden der blev anvendt er FiSMA 1.1 Funcional size measurement metod.

Det er projektets vurdering, at det vil være muligt at realisere den forventede udviklingsperiode på omkring et år, på baggrund af Function Point optællingen. Pt. overvejer vi, om der skal udarbejdes en mere præcis Function Point tælling på det færdige udbudsmateriale.